Safe Haven

by Nicholas Sparks

[boghunden]

Da jeg først gik i gang med bogen, havde jeg ikke så store forventninger, jeg havde nemlig en ide om, hvordan Nicholas’ bøger ville være. De ville være den slags, man forventede en masse af og endte op med at blive skuffet – netop fordi alle elsker ham.
Jeg må nu – tre dage og en kærlighedshistorie senere – indrømme, at jeg er endt op i den store flok af Nicholas-fans. Siderne vendte sig selv. Jeg holdt mig vågen længere end normalt og det eneste jeg kunne tænke på om aftenen var, hvor meget jeg glædede mig til at læse videre næste dag. Det var en oplevelse udover det sædvanlige. Virkelig. Til at starte med, var 340 sider mange, især når det ikke er på ens modersmål. Da jeg nåede slutningen, var det alligevel ikke sider nok. Man ville gerne have slutningen med det samme, men samtidig ville man ikke have den til at ende.
Alle skulle forkæle sig selv med denne bog (selvom jeg dog har en idé om, at det primært er kvinder der kan lide den).
Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad der gjorde udslaget. Normalt er jeg ikke meget for (halv-) forudsigelige bøger, slet ikke når de handler om kærlighed. Alligevel var der noget over denne, som bare var fantastisk. Hans skildring af karaktererne, realismen, fortællingen. Jeg tror måske, det var hans skrivestil, der fangede mig. Det blev helt magisk og eventyrligt til tider og det var af og til også svært at forstå, at det “bare” var en bog. Jeg græd, grinte, smilede, rynkede panden, tænkte og hostede mig gennem bogen.
Jeg vil gå så langt som at sige, at det her ikke bare er en bog. Det er et kunstværk!