Reviewed by boghunden on
Karaktergalleriet er enormt. Det er næsten ikke til at holde styr på alle de personer der er med. Og ikke én eneste af dem er uden betydning. Nogen er mere interessante end andre, men overordnet set er de alle rigtig gode og spændende karakterer at følge. Personligt har jeg svært ved at kunne lide Daenerys, hun fanger mig slet ikke, jeg synes hendes kapitler føles dobbelt så lange som alle de andre. Til gengæld er jeg vild med Bran og Tyrion. I denne bog fangede Sansa mig også virkelig meget. Jeg får lyst til at knuge hende ind til mig og hviske hende lidt sandheder. Jeg er forundret over Martins evne til at holde styr på så mange karakterer. Jeg mener, som læser er det forvirrende i starten, hvordan må forfatteren så ikke have det? Han skal endda kende dem endnu bedre end os. Det kræver sin mand at kunne.
Hans skrivestil er helt unik. Hver eneste side er spækket med info, historier, dialoger som er så relevant, at det ikke kan springes over. I de fleste bøger kan man godt skimme hen over siderne og få det meste ud af det, men det kan man bare ikke her. Der er ikke ét ord, der er overflødigt. Man er nød til at få det hele med, hvis man vil gøre sig noget håb om at forstå de efterfølgende linjer. Derfor tog det mig også længere tid at læse denne bog end de fleste andre, men selvom det var lidt frustrerende i starten, så vænnede jeg mig hurtigt til det. Jeg prøvede det der med at glide hurtigt henover teksten, men det viste sig bare at være ris til egen røv; jeg måtte læse de samme linjer igen, for at få det fulde udbytte af det.
Normalt er denne type bog slet ikke noget for mig. Der er alt for mange beskrivelser. Alligevel gør det mig ikke noget, når det kommer fra Martins hånd. Måden han formår at gøre alting levende og spændende på har holdt mig fanget. Det er ikke så meget handlingen, som det er alle de herlige karakterer. Det er ikke bare sort og hvidt. Det er grånuancer. Der er ikke nogen, der bare er gode eller onde. Vi ser det fra flere sider. Man kan holde med den ene, men så hører man lige noget om en anden og så skifter man pludselig holdning. Det er ét stort net af løgne der spredes ud og ingen er mere hellige end andre. Jeg elsker det. Jeg glæder mig virkelig meget til næste bog i serien, men der går nok lidt tid, før jeg igen er frisk på så tung en bog.
Reading updates
- Started reading
- 28 February, 2013: Finished reading
- 28 February, 2013: Reviewed