Pushing the Limits (Pushing the Limits, #1)

by Katie McGarry

[boghunden]

Denne bog har jeg set frem til utrolig længe. Forventningerne var tårnhøje. Jeg var ikke helt sikker på, hvad det her var for en bog og om det var noget for mig eller om jeg ville føle mig for gammel. Jeg må sige, jeg er overrasket. Det er fedt, når man får fat i noget ungdomslitteratur der er skrevet til de lidt ældre. Der kan godt være langt imellem, synes jeg. Sådan var det midlertidig ikke i denne bog.
“One bad boy… One lost girl…,” står der på coveret. Jeg er uenig. Noah er bad boy på overfladen, men graver vi lidt dybere, så indeholder han så meget mere end det. Han er en karakter der er virkelig nem at holde af og jeg kunne ikke undgå at forelske mig lidt i ham. Han var bare helt igennem fantastisk. Og Echo, hun er ikke lost. Jo jo, hun har lidt problemer af forskellige art at deale med, men synes ikke hun fremstår decideret “lost” som coveret beskriver. Ligesom Noah er der også flere lag hos hende og jeg fik sådan lyst til at give hende et kram og fortælle hende, at alt nok skal blive okay. Det er mere eller mindre gædende for hele persongalleriet, at det er bredt, farverigt og let at holde af.
Sproget var dejlig let og krydret med en herlig humor, der fik en til at sidde og smågrine, så folk i toget sikkert kiggede mærkeligt på en. Det var dog ikke noget, jeg opdagede, fordi jeg var så fanget af bogen. Den var helt igennem fantastisk. Da jeg opdagede, at kapitlerne fortælles på skift af Noah og Echo, fik jeg lidt en øv følelse, fordi det så sjældent fungerer. Det var dog ikke tilfældet her. Det blev hurtigt ligegyldigt, hvem fortælleren var, om det var Noah eller Echo.
Alt i alt er det her altså en ungdomsroman for den lidt ældre generation, som indeholder alt hvad hjertet kan begære. Den er i hvert fald røget direkte ind på min favoritliste på goodreads.