Shatter Me (Shatter Me, #1)

by Tahereh Mafi

[boghunden]

Shatter Me. Det er svært for mig, det her. På den ene side har jeg lyst til at sige, det er en af mine nye yndlingsbøger, for jeg nød den faktisk ca. lige så meget som The Hunger Games. På den anden side har jeg aldrig nogensinde læst noget, der var så elendigt skrevet!

I forhold til sproget, så havde jeg godt hørt det med, at den benyttede sig af overstregede ord, og det var jeg helt okay med. Lige indtil jeg begyndte på den, altså. Hold. Nu. Op. Hvor var det bare ringe! Det var så overdrevet. Det virkede lidt som om, det bare var tilfældige ting, Mafi havde overstreget. Det skulle være det, hovedpersonen tænker, men som hun ikke ”må” tænke. Onde ting f.eks. Det holder bare slet ikke og lige pludselig virker det bare fuldstændig tilfældigt, hvad der er overstreget.
Som om det ikke var nok, så har Mafi heller ikke fulgt helt med i grammatikundervisningen. Jeg tror ikke helt hun ved, hvad et komma betyder. Der er sætninger på fem linjer uden et eneste komma eller andet tegn. Nu skal jeg ikke være hellig, for jeg glemmer da helt sikkert også et par stykker selv, men fem linjer?! Det betød, at jeg var nød til at læse en del af sætningerne et par gange, for at finde ud af, hvordan den skulle forstås. Lange opremsninger med tillægsord, som man ikke helt ved, hvor hører til. Det var virkelig belastende. Normalt lader jeg mig ikke forstyrre af skriftsproget, jeg betragter faktisk mig selv som let at please, men der er altså grænser. Faktisk var jeg ved at opgive lidt efter bare 40 sider. Det gjorde næsten helt ondt i mine øjne…

Heldigvis bed jeg ”smerten” i mig og fortsatte og det er jeg godt nok glad for, at jeg gjorde. Jeg havde slet ikke forventet, at blive så fanget af den her bog. Jo jo, jeg forventede selvfølgelig at kunne lide den, ellers havde jeg jo ikke begyndt på den, men jeg regnede altså ikke med, at jeg ville komme til at elske den. Den måde hele den her fremtidsverden er opbygget på er virkelig, virkelig fantastisk god! Den foregår engang i fremtiden, i en verden hvor Jordens økosystem er begyndt at lide under den menneskelige belastning. Det, at vores måde at behandle Jorden på er skyld i, hvordan den her verden ser ud, gør det hele lidt mere realistisk og let at forholde sig til. Det føles virkelig gennemført. Samtidig er der et oprør mod systemet, en model der efterhånden er godt kendt, men det fungerer bare rigtig godt i den her bog. Bedre end i de fleste andre jeg har læst.
Der er selvfølgelig også kærlighed med i bogen, det hører sig jo næsten til i genren, og det er ret hurtigt klart, hvem det er, vores hovedperson kan lide. Og hvor var det skønt, at det ikke endte med at udvikle sig til endnu et irriterende trekantsdrama! Nu håber jeg så det varer ved i de næste to bøger i serien. Jeg har allerede reserveret toeren på biblioteket og håber sådan på, at de snart får treeren til udlån også. Den her serie kunne godt være en, jeg gik ud og købte selv, for jeg skal helt sikkert læse den igen, på trods af, at sproget irriterede mig så meget.