The Book Thief

by Markus Zusak

[boghunden]

Jeg vidste ikke, før jeg så traileren til filmen, at den her bog foregik under anden verdenskrig. Alligevel gjorde den mig nysgerrig på bogen. Og sikke dog en oplevelse. Op og ned.

“Not many men are lucky enough to cheat me twice.”
Side 193.

Faktisk kedede jeg mig ret meget i de første dele af bogen, omkring de første 100 sider. Det føltes som meget, meget længere. Jeg følte, historien var for langsom og detaljerne for mange. Dette ændrede sig heldigvis jo længere jeg kom i bogen, og især efter side 150 var jeg fanget. Jeg begyndte at holde af historien, men samtidig hadede jeg den også for det, den fik mig til at føle. Faktisk er det virkelig svært for mig, at sætte ord på oplevelsen; alt imens jeg begyndte at synes rigtig godt om bogen, så kedede den mig fortsat. Det er en temmelig ambivalent følelse.

“They say that war is death’s best friend, but I must offer you a different point of view on that one. To me, war is like the new boss who expects the impossible. He stands over your shoulder repeating one thing, incessantly. ‘Get it don, get it done.’ So you work harder. You get the job done. The boss, however, does not thank you. He asks for more.”
Side 331.

Forfatteren kan sit kram; jeg var helt vild med måden, hvorpå hans sprog udfoldede sig. Jeg ved, mange har nævnt, at det irriterer dem med staccato-agtige sætninger, men for mig var det klart en af bogens styrker. Det fungerede. Det var det, der i starten gjorde, at jeg fortsatte med bogen og ikke bare opgav den. Jeg er for nyligt begyndt at sætte post-its i mine bøger, når jeg falder over et godt citat, som jeg gerne vil have mulighed for hurtigt at finde igen og nyde. I denne bog har jeg sat hele seks. Plus en enkelt ved et helt kapitel; til de der kender bogen kan jeg fortælle, at det drejer sig om kapitlet med titlen The Ageless Brother som er at finde på side 502 i min udgave. Hele dette (korte) kapitel er fyldt med skønne citater, så det var simpelthen lettest på denne måde.

“Silence was not quiet or calm, and it was not peace.”
Side 425.

Bogen fortæller en lille piges historie under anden verdenskrig, og den bliver fortalt gennem dødens øjne. Det er en speciel oplevelse, som stadig sidder i mig her flere dage efter jeg færdiggjorde bogen. Den bragte mig ikke til tårer, men det var godt nok tæt på; flere gange skulle jeg ikke sige noget, for så ville de begynde at pible frem. Det var råt for usødet og det var faktisk ganske okay. Det blev på intet tidspunkt sådan, at jeg sad og følte mig presset til at have medlidenhed med Liesel, hovedpersonen. Sådan var det slet ikke. Jeg forstod, hvor hun ville hen med tingene. Faktisk havde jeg det godt med så godt som alle karakterer i bogen (i hvert fald de, det er meningen man skal have det godt med…).

Absolut en læseværdig oplevelse, også selvom det er en rigtig tung bog, både handlingsmæssigt såvel som sprogligt. Samtiig skal man have in mente, at det er en bog der tager tid, og det er helt okay, for det er absolut det værd.