Fangirl

by Rainbow Rowell

[boghunden]

Den her anmeldelse er ikke så meget udtryk for en dårlig bog, som den er udtryk for skuffelse. Hvis ikke, man har lyst til at få spoleret egen glæde/forventning til bogen, så spring ned til anden halvdel, hvor jeg er lidt mere konstruktiv ;)

Mine problemer med bogen:

1) Cath er den mest irriterende hovedperson. Hun er kæmpe fan af Simon Snow, en bogserie, og bruger en stod del af sin tid på at skrive fanfiction. Imens hun gør det, har hun også travlt med, hvordan folk ikke forstår hende, at folk generelt bare er til for at irritere hende og vil tvinge hende til at være social. Hun får det til at lyde som om, hun får pest, hvis hun så meget som bliver set af et andet menneske.

2) Simon Snow er en kopi af Harry Potter. I Simon Snow serien findes syv bøger (nr. 8 er på vej), og de handler om en 11-årig forældreløs dreng, der opdager, at han har magiske krafter og pludselig skal redde hele verden. Det er ikke nødvendigt for ham at præsentere sig, for alle ved, hvem han er, når de ser ham. Det var umuligt ikke at tænke Harry Potter! Da der på side 409 stod “She who would not be named,” blev det bare for meget. Rowell skulle have holdt sig til en pige, der skriver Harry Potter fanfiction i stedet for, for det er præcis, hvad det er. Af en eller anden grund følte hun bare behov for, at give ham et nyt navn. Jeg endte med at springe uddragene fra Simon Snow over.

3) Det her punkt er lidt spoiler-agtigt, så spring det over, hvis du har lyst. Det virkede komplet urealistisk, at en 17-årig pige opdager hendes eks og roommate ligge og kysse og så bare sige, det er okay. Det virker endnu mere urealistisk, at hun vil hjælpe med at føre de to sammen. Det tror jeg ikke på, der er nogen hormonfyldte 17-årige der ville gøre!

4) Caths lærer i fiction writing reagerer virkelig underligt ift. en karakter og det fag. Jeg har ikke undersøgt det, men jeg troede ikke, at en lærer havde autoritet til at gøre den slags.

5) Der er en Thanksgiving scene, hvor bølgerne går rigtig højt. Det varer en side. Så hører man ikke meget til den scene overhovedet! Jeg blev simpelthen bare så træt.

6) Caths tvilling Wren er simpelthen…ja, hun skifter humør som vinden blæser – og mere til. Hun er virkelig ikke til at blive klog på. Og jeg taler ikke om almindelige hormonelle humørsvingninger. Nej. Det er meget, meget værre. Jeg lærte hende slet ikke at kende på den måde.



Når det så er sagt, så hadede jeg faktisk ikke bogen. Jeg blev bare så irriteret allerede fra start af, fordi Cath var den største whiner, jeg nogensinde har læst om. Det ændrede mit syn på bogen og betød, at jeg ikke kunne nyde den. Jeg fik øje på så mange ting, hvor jeg bare tog mig til hovedet, stirrede ud i luften og rystede på hovedet. Jeg kan godt se, hvordan det kan være en sød bog, potentialet er der. Den er bare for lang til min smag. Der kunne snildt skæres 150 af historien, synes jeg.

Hvis formålet med bogen har været at fortælle om, hvordan det er at være en fangirl i dag, så fejler bogen. For udeforstående vil det virke som om, man kun har øjne for sig selv og sin fandom, mens det for læserne, der er fan af det ene eller det andet, vil blive opfattet “krænkende.” Jeg har ikke lyst til at sættes i bås med Cath. Nogen gange, ja, så vil jeg gerne sidde inde i min egen bobbel af lykke og fandom, men jeg hader ikke hele verden, og jeg tror heller ikke, at de er til bare for at irritere mig. Den kasse vil jeg ikke puttes ind i. Som jeg ser det, så puster bogen bare til de fordomme, der i forvejen eksisterer omkring fandoms.

Jeg brød mig ikke om bogen, men jeg blev mest af alt bare skuffet. Eleanor & Park er en af mine yndlingsbøger, og jeg håbede (forventede), at denne bog ville røre mig bare lidt. Da jeg i løbet af de første par sider opdagede, at jeg ikke kunne sætte mig i nogen af personernes sted, så fik jeg et mere negativt syn på bogen, og det har helt sikkert afspejlet min læsning og vurdering; jeg sad fast i en ring af negativitet. Når bogen alligevel får en to’er, så skyldes det to ting: 1) jeg var ikke ved at opgive bogen eller kaste med den på noget tidspunkt og 2) at jeg nok ikke var så fair overfor bogen, i og med, at jeg allerede på side 20 blev skuffet og dermed lidt negativ.